Sommer, sol, strand og et kæmpemæssigt ansvar. Det var hvad to idrætsstuderende fordrev de to første uger af deres sommerferie med. Søndag den 24. juni 2001 drog artiklens forfattere mod Nordjylland, nærmere betegnet Rødhus, for at tilegne sig titlen "kystlivredder".
Virkelighedens Baywatch. Med billeder af Mitch, røde boksershorts og piger i alt for små bikinier på nethinden, følte vi os absolut rede til at gennemgå de næste 14 dages strabadser på stranden...
Basen blev et sommerhus i Rødhus med behørig afstand til kysten, (2 km), hvorfra vi dagligt forskød til enten svømmehallen eller stranden, for at gennemføre dagens træning. Alle syv aspiranter, fem drenge og to piger, deltog på frivillig basis og selve kurset bød på gratis kost og logi, udover kursusdiplomet og en på "opleveren". Lærergruppen bestod af et hold erfarne kystlivreddere, med årelang erfaring i nordsjællandsk og amerikansk kystlivredning, og alle havde reelle redninger i rygsækken.
Kurset bestod selvsagt af en masse svømning i både hav og hal.
Hver morgen startede eksempelvis med en omgang "run-swim-run" i hav og denne kolde afvaskning gjorde has på selv den mest indædte B-mand. Derudover blev der undervist i livredning, førstehjælp, sejlads i modtorbåd, dykning, kystmorfologi, bjærgning og knob.
Dybdedyk på åbent hav var også en af de store udfordringer, henset til Vesterhavets grumsede beskaffenhed. Dykket var på ca. 7 m. Længdedyk på 25 m. Slutteligt gennemgik man en praktisk samt skriftlig prøve, der selvfølgeligt skulle bestås.
Hverdagen og redningsposten
Der er laaaangt fra den action-prægede og spændende hverdag, som Mitch og Co. oplever på de californiske strande og til strandlivet i Jammerbugten. Man fandt hurtigt ud af, at der var gode og dårlige dage. På dårlige dage var der ikke et øje på stranden, men man opsatte stadig posten, kontrollerede vind- og bølgeforhold, vand- og lufttemperatur og holdt godt øje med stranden. De gode dage var ikke meget anderledes "bortset" fra de tusinder af badegæster, der så også skulle passes på.
Som kursister var vi en del af det daglige beredskab på posten. Og selvom der var enkelte dårlige dage, betød det ikke, at vi på noget tidspunkt kedede os på stranden. Vi havde indbyrdes konkurrencer i forskellige livrednings-discipliner og svømmetrænede også en del. Derudover patruljerede vi op og ned ad stranden til fods eller i vores firehjuls-trucks.
Drama på havet
Udover den daglige svømme- og bjærgetræning brugte vi mange timer med at blive fortrolige med motorbåd, havkajak og surfbræt i forbindelse med redningsaktioner. Disse simulerede redningsaktioner blev dog lidt for realistiske en gang imellem. En af gangene faldt to mand ud af motorbåden i høj sø og blev efterfølgende sejlet over og ramt af skruen! Kun en lynhurtig og iskold reaktion fra føreren af motorbåden forhindrede den totale katastrofe. De slap mirakuløst fra mødet med skruen med et par sting i hoved og på underben samt flossede våddragter.
Knap så dramatiske og glamourøse redningsaktioner var blandt andet, da vi hjalp en is-bil op af det løse sand og da vi hentede en oppustelig hval der, i fralandsvind, var på vej til England.
På ægte pionérvis
Kurset var arrangeret af Støtteforeningen Kystlivredning i Nordjylland. Foreningen er en græsrodsbevægelse, der igennem sponsering og sparsom støtte fra lokale myndigheder finansierer en privat redningspost på én af Danmarks mest benyttede strande. Organisationsmæssigt kommer inspirationen fra Australien, hvor beboere opretter små lokale kystlivredningsklubber. Opretholdelsen af foreningen og kystlivredningen i Nordjylland beror på frivillige kræfter og er på denne non-profitable vis med til at skabe tryghed for danske såvel som udenlandske badegæster ved de danske kyster. Foreningen har desuden Europas mest besøgte kystlivredderside på internettet og er klart et besøg værd.
**
BOOKMARK denne artikel »
Tilbage til oversigt med udvalgte artikler om det at være kystlivredder »
Hvad er en livredder / kystlivredder ? »
Bliv kystlivredder »
Gamle artikler og kronikker om kystlivredning »
Flere artikler om kystlivredning på Livredning.DK »
Af Christoffer dansk & australsk uddannet kystlivredder.
(Efterår 2001)
Christoffer: Livredning.dk har bedt mig beskrive mine oplevelser på et nordjysk kystlivredderkursus i sommeren 2001, hvilket jeg vil gøre. Sommerens kursus strakte sig over 2 uger og vi var ialt 8 deltagere, 3 piger og 5 fyre.
Kammeratlig omgangstone
Vi blev indlogeret i et hyggeligt sommerhus i Rødhus og da alle var sportsinteresserede og entusiastiske kystlivredderaspiranter var stemningen fra starten kammeratlig og hyggelig. Holdet bag kystlivredningen formåede gennem hele kurset at give opholdet en fantastisk atmosfære, som skabte en kammeratlig omgangstone og i høj grad fremmede indlæringsprocessen. Da vi alle boede under samme tag blev vi straks en lille familie, hvilket jeg selv fandt utrolig dejligt. Udover den første morgen hvor, kystlivredder og instruktør, Torben Laurberg vækkede os kl 0550 med høj musik og beordrede løbetur til stranden efterfuldt af en run-swim-run, begyndte de fleste dage kl 0800 med fælles morgenmad. Lidt i ti drog vi alle til stranden med Jens Møller´s sammenklappelige tårn, campingvogn til skyggerekreation og firehjulstrækker til at hjælpe fastkørte tyske turister fri.
"Learning by doing"
Fra første dag var alle en del af teamet under ledelse af Jens eller Torben. "Learning by doing" er den bedste vej og inden længe havde vi alle indarbejdet en god rutine. Dagen ville typisk gå med en lektion om formiddagen og en om eftermiddagen, alle med forskellige faglige emner. Ind i mellem lektionerne havde vi selv tid til at simulere redningsaktioner med forskelligt redningsmateriel som gummibåd, redningstorpedo eller havkajak. I løbet af hele dagen var tårnet selvfølgelig bemandet, i starten mest af Jens og Torben, men efter at vi alle fik lidt erfaring skiftedes vi til at "scanne" stranden ved Rødhus.
Fordybelse og socialt samvær
Udover at vi alle blev meget brune af at opholde os på stranden fra 10 til 18, lærte vi fantastisk meget om kystlivredning og der var hele tiden noget der kunne forbedres eller ændres. Således havde vi aspiranter vores små interne svømme-, kajak- og redningsbådskonkurrencer som gjorde kystlivredderens til tider ensformige arbejde mere sprudlende. Efter aftensmaden og den daglige diskussion af dagens hændelser var det tid til fordybelse og socialt samvær og efter fjorten fantastiske dage blev vi alle udnævnt kystlivreddere.
Udrykning & humanitært arbejde
Specielt husker jeg en dag hvor jeg stod i tårnet med Torben imens jeg fik øje på noget der lignede et menneske i nød. Som ung og uerfaren henvendte jeg mig straks til Torben, der hurtigt tog bestik af situationen. Han kastede dog bolden tilbage til mig og sagde blot "Hvad vil du nu gøre?" Her havde jeg jo håbet på et hurtigt råd, men situationen fik mig til at indse en af kystlivredderens vigtigste sætninger
"Ryk hellerede ud en gang for meget end en gang for lidt". Der blev hurtigt sat en redningsbåd i vandet, men kun for at finde en plastik pose der "kæmpede" i overfladen 150m fra kysten. Dog var denne "lektion" nok den vigtigste jeg nogensinde får som kystlivredder. Til sidst vil jeg give min største tak til Støtteforeningen Kystlivredning i Nordjylland, som yder et fantastisk og frivilligt humanitært arbejde ved at skabe en stor sikkerhed i det nordjyske bademiljø og i udbredelsen af kendskabet til kystlivredning generelt. Dog lider foreningen under pengemangel, midler som kunne bruges til afholdelse af kurser og nyt og mere effektivt redingsmateriel. Med andre ord kunne midlerne bruges til at redde liv og forebygge livstruende situationer. For uden midler kommer selv den mest fanatiske og vedholdende kystlivredder ikke langt.
**
BOOKMARK denne artikel »
Tilbage til oversigt med udvalgte artikler om det at være kystlivredder »
Hvad er en livredder / kystlivredder ? »
Bliv kystlivredder »
Gamle artikler og kronikker om kystlivredning »
Flere artikler om kystlivredning på Livredning.DK »
Af kystlivredder Jeppe Bredahl Pedersen.
(Efterår 2001)
Jeppe Bredahl Pedersen: Kære alle i Støtteforeningen Kystlivredning i Nordjylland.
Med et stort tak for lærerige, spændende og på alle måder gode uger får I hermed mine tanker om livredningskurset 2001.
Indkvartering og fysiske forhold
Indkvarteringen kunne ikke være bedre. Det var fine virkeligt fine forhold. En af fordelene ved at bo sammen var det sociale element hvor vi selv skulle finde ud af indkøb, oprydning, madlavning etc. Det havde den funktion at vi med vores forskellige baggrund kunne lære forskellige relevante ting af hinanden: Christian der var god svømmer kunne give et par gode råd om crawlteknik, Rune kunne fortælle om hvordan man holder varmen i kolde og våde omgivelser osv. På livredningsposten syntes jeg at det meste var som det skulle være. Det eneste minus var at motorerne på bådene ikke altid var lige pålidelige. Det skal altså være i orden. Der skal ikke meget fantasi til at forestille sig hvilke konsekvenser det hurtigt kan få for en redningsaktion hvis en motor sætter ud.
Undervisning
Var ok, jeg syntes at svømmedelen var god. Arnth, du var en god og yderst kompetent underviser med et overblik der gjorde at fokus hele tiden blev holdt. Jeg mener til en anden gang at det er vigtigt at de krav der blev stillet skal overholdes. Hvis man ikke kan klare kravene skal man have hjælp/undervisning og øve sig.
Motorlæren var også vigtig. Vi var flere der ingen erfaring havde med motor og båd, men jeg syntes at jeg har lært meget og føler mig godt rustet. Ikke mindst den praktiske del hvor vi havde meget sejltid i al slags vejr var en meget vigtig erfaring at have med. Morforlogi var væsentlig selvom den ikke fyldte så meget. Måske kunne man have en morfologidel på stranden. Mht. eksamen/prøverne skal I have ros for den uhøjtidelige stemning (jeg bestemt ikke forveksler med ligegyldighed). Jeg syntes at det var rart at den stress og nervøsitet der tit er forbundet med sådanne eksamener ikke eksisterende fordi I havde overskud til at fokusere på det væsentlige og forstod at skabe en afslappet og venskabelig atmosfære.
Idéer
I kunne til næste år lave en slags tjek-liste med ting som kursisterne kunne gøre som forberedelse inden kursets start, hvis det var nødvendigt. Det kunne være i forhold til svømning, livredning (førstehjælp), navigation osv. Listen kunne indeholde fx litteraturhenvisninger og andet brugbart for en aspirant. Selve placeringen af posten på Rødhus Strand kan godt kritiseres lidt. Det havde sine åbenlyse fordele, men en bagdel var at der ikke var særligt mange mennesker på stranden. Det var ind imellem svært at se at det var strengt nødvendigt med en post når der ingen mennesker var på stranden.
Som jeg indledte med var/er jeg meget begejstret for det program I havde lavet for os. Der hvor jeg kommer fra er der ikke ret mange der gør noget for andre uden at forvente at få noget igen. På den måde har I med jeres engagement i livredningssagen været et forbilledligt eksempel for mig og andre. Jeg håber at I kan forsætte og vil give kurset mine bedste anbefalinger.
**
BOOKMARK denne artikel »
Tilbage til oversigt med udvalgte artikler om det at være kystlivredder »
Gamle artikler og kronikker om kystlivredning »
Hvad er en livredder / kystlivredder ? »
Bliv kystlivredder »
Gamle artikler og kronikker om kystlivredning »
Flere artikler om kystlivredning på Livredning.DK »
Af kystlivredder Christian Høgh Aziz.
(Efterår 2001)
Christian Høgh Aziz: Det var ikke uden sommerfugle i maven, at jeg kørte ind på parkerings-pladsen på Kirkekrogen 1; det hus der skulle være base for de næste par ugers udfordringer med kystlivredning ved Rødhus Strand i Jammerbugten.
Bryan Adams
Vores cheflivredder, Torben Laurberg, dukkede op, og vi blev hurtigt alle sammen præsenteret for hinanden. Alle kom hurtigt på bølgelængde med alle, selvom der både var "bonderøve" og "bad ass Nørre Bronx-homies" iblandt os. Vi var fem kystlivredder aspiranter af hankøn, og efter en uge ville to af hunkøn dukke op. Den første eftermiddag/aften gik stille og roligt med at lære hinanden at kende, og jeg var vist ikke den eneste, der troede, at Torben spøgte, da han kl. halv elleve sagde, at nu måtte vi nok hellere gå i seng, eftersom vi skulle op kl. 0600 i morgen og løbe ned til stranden og dér lave run-swim-run. Ikke desto mindre vågnede jeg halvt, klokken lidt i seks næste morgen, ved lyden af én, som tabte en cd på gulvet, og øjeblikket efter vågnede jeg helt, da Bryan Adams ("WAKING UP THE NEIGHBOURS: Is your Mama Gonna Miss Ya?") bragede ud af højttalerne og dermed forkyndte, at klokken var blevet seks.
Run-Swim-Run
20 minutter og 2,5 km efter stod vi nede på stranden, og der lavede vi så vort første af mange run-swim-run’s: 200 m løb på stranden, 200 m svømning (mod strømmen !) og igen 200 m løb. Under forløbet fik vi tudet ørene fulde med, at de australske kystlivreddere gentog seancen 10 gange hver morgen. Men der er langt til Australien, så efter et par ganges gentagelse løb vi hjem til morgenmaden, og der blev spist op !
Navy Seals
Under den efterfølgende morgenmad fik Torben med et smørret smil indrømmet, at vi da ikke behøvede at starte hver dag sådan, og dermed trådte konceptet i karakter: Vi var hverken NAVY SEALs på Hell Week eller frømænd, vi skulle "bare" kunne bestå prøven, så var det ligegyldigt, hvor meget eller lidt vi trænede – frihed under ansvar kaldes det vist også. Og sådan var det over hele linien; vi ordnede selv indkøb og madlavning, rengøring (læs: vi bestemte selv, hvornår der var rodet !) etc.
Positive minder
Dette faktum var under hele forløbet med til at skabe en god stemning og en følelse af fælles ansvarlighed mod gruppen. Endvidere var det uddannelsesforløb (læs pensum på www.livredning.dk), vi gennemgik særdeles omfattende og kompetencegivende, så når jeg tænker tilbage på forløbet, giver det mig kun positive minder. Så til Jens, Christoffer, Rune, Jeppe, Dea, Mille, Torben, Jens MC og ikke minst Arnth:
Tak for en god sommer.
**
BOOKMARK denne artikel »
Tilbage til oversigt med udvalgte artikler om det at være kystlivredder »
Gamle artikler og kronikker om kystlivredning »
Hvad er en livredder / kystlivredder ? »
Bliv kystlivredder »
Gamle artikler og kronikker om kystlivredning »
Flere artikler om kystlivredning på Livredning.DK »
Af OL-roer & kystlivredder Bianca Carstensen.
(Forår 1997)
Bianca Carstensen: "Der er helt sikkert idéer og inspiration at hente i den australske livredning til brug i dansk kystlivredning," skriver Vesterhavs-kystlivredder og OL-kaproer Bianca Carstensen. “Jeg blev udstyret med røde bukser, gul trøje og rød/gul svømmehat - og var så pludselig australsk livredder.....”
Et lille håb
Jeg var taget hjemmefra med en spændende og anderledes sommer som Blokhus/Løkken-kystlivredder i det nordjydske i erindring. Inderst inde var der derfor et lille håb om at få mulighed for at snuse lidt til livredningen i Australien - her hvor livredning på enhver badestrand er en selvfølge. Så da jeg gennem en australier, jeg trænede med (roning!), blev præsenteret for den lokale Surf Life Saving Club, Rainbow Bay S.L.S.C., kom jeg hurtigt i gang med at tage den australske grunduddannelse som livredder - “The Bronze Medal”. Uddannelsen i Australien er langt mere omfattende end den danske. Den breder sig meget vidt, og man specialiserer sig i områderne hver for sig. Således skal man f.eks. have bestået særlige prøver/kurser for at have lov til at udføre en genoplivning med oxygen. Og det at sejle en redningsbåd kræver også ekstra uddannelse - Ja, selv det at være assistent i båden! Så det er et større projekt, hvis man vil hele vejen rundt.
Sponsortække
Hver enkelt badestrand har sin egen S.L.S.C.-Club, som i det store og hele fungerer som en alm. dansk forening. Der er en bestyrelse med formand, næstformand, kasserer o.s.v. og så er der forskellige udvalg, der varetager hvert sit specifikke område. Udover at uddanne livreddere trænes der i livredning på flere niveauer, fra børneleg til elitetræning, og der konkurreres i forskellige discipliner inden for Surf Life Saving enten på land eller til vands. Klubben, jeg var medlem af, havde et Surf Boat Crew, som gjorde sig gældende i de store turneringer. Hold som disse eller enkeltpersoner, som er med på topplan, står for en stor del af den økonomiske financiering af klubberne. De trækker nemlig enorme summer af sponsorpenge til deres klub.
Færdighederne
Selve patruljeringen på klubbens strand eller del af strand foregår i to regie. Klubben har ansvaret i weekenden, hvor hvert enkelt medlem må ta’ sin tørn i form af vagter gennem sæsonen - der er vel at mærke ikke tale om lønnede timer på stranden. På ugens resterende fem dage er det staten, som varetager patruljeringen, og her ansættes lønnede livreddere til at bevogte stranden. En stilling som denne kræver, at man har sin Bronze Medal, har bestået et udvidet førstehjælpskursus og et udvidet kursus i brug af oxygen under genoplivning. Desuden skal man jævnligt igennem en fysisk prøve, hvor der kræves stor svømmefærdighed, sikkerhed i brug af de forskellige redningsmetoder, og så skal man uhindret kunne begå sig i bølgerne på såvel et surf-rescue-board som med "surfski" (en slags kajak.).
I rødt og gult
Jeg fik min Bronze Medal, og nåede også lige netop igennem et udviddet genoplivningskursus, som gav mig grønt lys til at bruge oxygen under en evt. genoplivning. Når grundkurset (The Bronze Medal) er bestået, bliver man automatisk sat på klubbens vagtplan til patruljering i weekenderne, hvilket jeg selvfølgelig også gjorde. Jeg blev udstyret med røde bukser, gul trøje og rød/gul svømmehat! - australsk livredderuniform - og var så pludselig australsk livredder. På frivillig basis, nøjagtigt som herhjemme. Jeg manglede blot et førstehjælpskursus og en fysisk ansættelses-prøve i at være kvalificeret til at søge job som statslig livredder.
Gå-på-mod
Som total nybegynder på et surf-rescue-board, var bølgerne dog til tider et problem. Så lidt mere styr over surfboardet og øvelse med surf-skiene, ville vist være en fordel. Men det er jo bare et spørgsmål om træning, så et job som livredder i Australien er absolut ikke en umulighed. Er arbejdstilladelsen i orden, kræver det kun masser af gå-på-mod og tiden til at komme igennem et hav af skriftlige, mundtlige og fysiske prøver. Særligt er de grundige i træning i indhentnings-, ophalings- og genoplivningsmetoder. Heri spiller samarbejdet med andre livreddere en stor rolle, og hvert enkelt skridt i en aktion er timet, så alle ved hvem der gør hvad og hvornår. Og under genoplivningen drejer det sig om præcision på sekundet. Så træning skal der til.
Helikoptere
Den australske livredningsorganisation er et kæmpeforetagende. I kraft af sin mangeårige levetid, tradition og befolkningens støtte befinder den sig på et plan, der er ufatteligt for en dansker. Der er tale om store livredningsstationer med al tænkeligt udstyr såsom redningsbåde af enhver størrelse, helikoptere og avanceret kommunikationsudstyr. Disse såkaldte kommandocentraler ligger jævnt fordelt langs kysten, og er en slags hjælpende hånd og koordinator for den patruljering, der foregår på de enkelte strande, hvor forholdene kan være meget forskellige fra post til post. Nogle steder findes veletablerede livreddertårne, hvor livredderne har både bil og båd til rådighed. Andre steder må livredderne nøjes med at sidde på stranden under en parasol og være i besiddelse af det obligatoriske surf-rescue-board, en redningstorpedo og selvfølgelig en radio. Alle aktioner bliver via radio fulgt af kommandocentralen, som således er i stand til at gribe ind og hjælpe eller arrangere hjælp fra en nabostrand, om det skønnes nødvendigt.
Hajer
Den australske livredningsorganisation er uden tvivl et imponerende foretagende,
og jeg synes absolut den bør betragtes som et forbillede. Dog er det åbenlyst, at et sådant foretagende ikke er muligt at overføre direkte til f.eks. danske forhold. Alene klimaet, og det at strandlivet er en udpræget livsstil i Australien, gør at behovet er forskelligt fra vort. Der er selvfølgelig også mange ting, som umuligt kan overføres til danske forhold, og vi har ting at tage højde for som i Australien ikke er noget problem og omvendt. I Danmark har vi jo i størstedelen af året kulden at slås med, hvor det i Australien jo nok nærmere er solen der truer. Ja, og så er der den klassiske med hajer - dem behøver vi jo heller ikke at slås med, ligesom vi heller ikke plages af diverse livstruende brandmænd og gopler. Sådan kan man jo blive ved, men der er helt sikkert idéer og inspiration at hente i den australske livredning til brug i dansk kystlivredning.
**
BOOKMARK denne artikel »
Tilbage til oversigt med udvalgte artikler om det at være kystlivredder »
Gamle artikler og kronikker om kystlivredning »
Hvad er en livredder / kystlivredder ? »
Bliv kystlivredder »
Gamle artikler og kronikker om kystlivredning »
Flere artikler om kystlivredning på Livredning.DK »
Flere udvalgte artikler om kystlivredning tilføjes denne side..
Copyright © 1990-2005 • Nyhedsmedie for Kystlivredning / Lifeguard Page of Scandinavia, Danish Section, Livredning.DK
