Livredning.DK + Kystlivredning.DK
| Livredning.DK |
Livredning.DK + Kystlivredning.DK
|
Døden i vandet
Alle, der har besøgt kystlivredderne ved Jammerbugten, Blokhus/Løkken, må endnu engang imponeres over, hvor hurtigt renomeet i befolkningen kan komme op i fart. Fem år er gået. Og i den tid har kystlivredderne - Arnths drenge og piger - slået rødder. Ikke alene som en naturlig del af Jammerbugtens populære badestrande. Også som et landskendt livredderkorps, der kan sige sig fri for en eneste drukneulykke på 40 km badestrand med fluepapir. Nordeuropas Ibiza. Endnu engang var opgaverne på stranden sikkerhed, service og turisme. Og endnu engang var det en fornøjelse at opleve, hvordan et nyt kuld aspiranter efter endt uddannelse og praktik ved Kjeldsens kystlivredderskole, er tændt på at komme igen næste år. I udlandet har kystlivredningen flere steder haft kronede dage i 100 år, og set i det lys, træder dansk kystlivredning stadig sine barnesko. Primært for egne få midler, men også med voksende materiel støtte fra nordjyske strandkommuner, kunne Den Nordjydske Arbejdsgruppe for Kystlivredning genopsætte bemandede kystlivredningsstationer på nogle få Vesterhavsstrande. Takket være stationerne - strandens fodgængerfelter - er menneskeliv igen reddet. En stor del af æren tilfalder baglandets ildsjæl, lektor Arnth Nielsen, der som en kystlivredningens Godfather - året rundt med snak og tak - ihærdigt arbejder i kulissen af et hjerte, der banker for sagen. Selvom beredskabet er vokset fra 1 station i Løkken med 2 ulønnede kystlivreddere tilknyttet, til i dag (1997) 4 stationer ved Jammer-bugten med 30 frivillige, er støtten utilstrækkelig. Det koster penge at opretholde stationerne. Samfundet ofrer gerne pæne beløb på trafikreguleringer, så liv reddes, og kystlivredningen ville nå langt for det, en enkelt rundkørsel koster. Heller ikke i år (1997, red.) druknede en eneste, mens kystlivredderne opererede. Først bagefter. Kunne være reddet
Da Kystlivredderne netop var rejst hjem, skete der en række tragiske badeulykker med druknedøden til følge. Heraf to ved Blokhus og Løkken strand. Selvsamme strande var patruljeret af frivillige kystlivreddere i industriferien, viste det sig ved skæbnens ugunst. Og havde der blot været flere midler til rådighed, havde man udvidet beredskabet og ulykkerne var undgået. Tragisk, men også tankevækkende. Især fordi drukneulykkerne skete i intensive overvågningsområder: I Blokhus var en ældre mand fanget af strømmen, en kvinde hørte ham skrige om hjælp. Hun fik ham bjærget i land, men da var det for sent. Og ved Løkken gik en mand ned nær molen, hvor der normalt opretholdes bufferzone, så de badende ikke kastes mod klipperne eller suges ud. I et B.T.-interview med Kystlivredder Korpsets stifter lektor Arnth Nielsen, udtalte denne: “Det er så frygteligt. Og jeg er meget deprimeret over, at vi ikke var der til at redde dem!” Sket er sket. Og må politikerne lære af dødsfaldene, så lignende tragedier undgås. At kystlivredningen nu i et væk kan gribe til kynisk markedsføring med lig på ubevogtede strande, er beklemmende. Snart hér, snart dér. Men tilsyneladende nødvendigt. At badegæster er sig selv nærmest, er i 1997 en åleglat betragtning, der ved visse vesterhavsstrande, er hængt hat på alt alt for længe. En bekvemmelighedsbetragtning. Drukner der for få eller hvad? Måske, men så er de i det mindste druknet i fred, i fred for livreddere. Myndighederne bør tage op til overvejelse, hvordan man bedst udvider beredskabet ved Jammerbugtens badestrande. Unge livreddere gør her som i andre lande - og som ved Nordsjællands strande - et stort og dygtigt arbejde. Med det vuns
Til visses tvivl og tøven er det med al respekt betimeligt at påminde, at den, der kæmper for sit liv ved 3. revle, dør, før SOK-helikopteren har fløjet 50 kilometer, dør før Falck har kørt mindst 20 minutter gennem sommertrafikken, til sidst med løs sand og myriader af mennesker, tætpakket, ja, dør allerede før heli’en letter og Falck forlader garagen. Død. Her skal handles. Med det vuns. Spørg bare bademesteren. Ja, udfrit enhver med en livredderprøve, det er ikke så få. Alle forvisser om, at de første 120 sekunder efter en drukning - grænselandet mellem letal og vital - er afgørende ved kunstigt åndedræt og hjertemassage. Det byder sig selv, det behøver vi ikke træde i. Alligevel. En helikopter-udrykning, der koster en halv redningsbåd, og først må flyve 50 km, hamler næppe op med en manøvredygtig redningsbåd i vandkanten, når en er tæt på druknedøden. Det skulle da lige være fordi fralandsvind har ført luftmadras med nødstedte adskillige sømil ud i horisonten, men så har vagthavende livredder i tårnet for længst slået alarm. En lille krokodille
Industriferiens vellykkede redningsaktioner, afværgede
adskillige SOK- og Falck-udrykninger. Både da det var falsk alarm
med blafrende badedyr i horisonten, og da det var alvor.
Når SOK-helikopteren rykker ud i fralandsvind, fordi en badegæst syntes at have set noget, betaler skatteyderne raskvæk kr. 40.000,- for badedyrene. Stykket. Og det er badedyrt. Kystlivredderne henter i fralandsvind snesevis af slagsen, og på den konto er der i sommerens løb opsamlet badedyr for over 10 mill. kr. til stor besparelse for SOK. Danmarks Radios TV1 fandt badedyrsproblematikken så interessant, at de diskede op med en SOK-helikopter. Og med Forsvarets, Politiets og Kystlivreddernes hjælp rekonstruerede og filmede DR en “rednings-aktion” fra i fjor, da en lille grøn krokodille satte det store apparat i sving . Tingeling. Blokhus Brænder
Blokhus Brænder lød det fra Hr. Mads Stenstrup, da et korps af slimede brandmænd, havets brandnælder, i flere dage forvandlede Vesterhavet til gelé. Goplerne hærgede i en ugestid med tusindvis af brandofre på deres slaskede samvittigheder, og en dag måtte Kystlivredderne, ud over smertebehandling, kalde Alarm 112. En ældre herre med svære forbrændinger i øjne og ansigt var med stor smerte tæt på at miste synet. Lurende farer stak flere gange det allerhæsligste ansigt frem: som da en pige stod på 3. revle uden flere kræfter, hun kunne lige akkurat snappe en mundfuld luft for hver bølgedal, og da en vaks lillebror, tilkaldte Tornbypostens livreddere, var hjælpen fremme i en ruf; som da en sprængfarlig granat fra 2. verdenskrig blev fundet i klitterne mellem legende børn af en tysk turist, hvorefter området øjeblikkeligt blev afspærret og politiet tilkaldt; som da en lille svensk purk hastigt strøg mod England på en luftmadras, imens en oppustelig kæmpeskildpadde med to ombordværende havde rystet besætningen af sig på dybt vand andetsteds; som da, som da, som da. 
Seriøs presse
De frivillige kystlivreddere er noget, der i Danmark, over de sidste fem år har fundet vej til den seriøse presse. “Baywatch unplugged” mente Politiken med rette, Morgenavisen Jyllands-Posten : “Unge sikrer stranden”, TV-avisen : “Unge redder liv”, TV2 : “De er kommet for at blive” etc. Lektor H. C. Arnth Nielsens Kystlivredder Korpset ved Jammerbugten er blevet “godt stof” - et jævnligt tilbagevendende emne i sommerdebatten. Et par år i det baywatchede, ganske vist, Blokhus blev til “Blokwatch” . Jo. For B-ordet fik med dets fynd og fylde filmen til at rulle på nethinden og solgte fluks ugebladsagtige indtryk og letfordøjeligt forsidestof: Et korps i rødt og hvidt, der redder liv - iført badetøj af allerhøjeste karat fra top til tå. Good vibrations. Sådan. Fasen var uundgåelig, men nu nedtonet til et ikke ueffent leje. Fra at være underholdning pakket ind i livredning kan kystlivredningen nu sælge sig selv for pålydende. Og med værdighed. B-ordet er yt, nu vil man høre om ægte kystlivreddere, hvis strandliv er rent arbejde. Stadigvæk er den årlige mediedækning af korpset større end visse sportsgrenes. Og det fortsætter. Hopla. Men vejen fra snurrende kameraer og rygklappende klummeskrivere til offentlige rygstød er lang. Selv med et beskedent ønske om redningsudstyr og få kostpenge til unge frivillige, der ofrer ferien på at redde liv. Minimalt og moralsk set bør de holdes udgiftsfri med diæter. Bild Zeitung
Eftersom Kystlivredderne gør nytte, til tider megen nytte, er det svært for politikerne at sige korpset noget på. Og en lille trøst var det da også, da et kendt folketingsmedlem efter livredder-sæsonen optrådte i Klokken-Tolv-Radioavisen med opråb om livreddere på alle større danske strande. Og så er det vel også i befolkningens og kystlivreddernes ønske, at andre i Tinget følger trop. Ikke blot er det en kommunal/amtslig opgave. Også en statslig. Landet lever jo snart sagt af turister, turister, der er til sikkerhed og service. Dem må vi passe på. Det mener i al fald administrationschef i Danmarks Turistråd, Palle Ømark, som flittigt har fulgt kystlivredderde-batten: “Alt, hvad der er med til at højne standarden hilser Turistrådet absolut velkommen. Service og sikkerhed på alle leder og kanter er en vigtig konkurrenceparameter. Her vinder vi markedsandele. Men det der virkelig betyder noget i turistøjemed - når det gælder badestrandene - er, at turisterne er en slags ambassadører, der rejser hjem og fortæller venner og bekendte om ferien.” - Omvendt kan man vel ty til et helt andet argument og hævde, at turisterne kommer uanset hvad? “Næppe. Mange steder i Europa forventer man ligefrem at møde strandlivreddere, det er vi bekendt med, vi er også bekendt med, at nordjydske kommuner slår sig i tøjret og siger falsk tryghed - men falsk tryghed er vel bedre end slet ingen.” - Hvor mange tyskere skal der drukne, før vore badestrande får et dårligt ry? “Alt i alt har tyskerne passet godt på sig selv ved stranden i år, modsat danskerne. Men faktisk skal der ikke ret meget til, om man må sige det sådan - blot en 3-4 druknede tyskere - så er Bild Zeitung der med alle skræmmebillederne. Det er dyrt for Danmark. For den slags bliver sat stort op. I Turistrådet er vi meget opmærksomme på badestrandenes ry. Positivt er det ikke, hvis der breder sig et dårligt image i tysk presse.” Forsvaret
Problemet er selvfølgelig, hvor pengene skal komme fra, hvem skal betale kystlivredningen? Turistrådets administrationschef Palle Ømark foreslår, at livredderne laver statistik over, hvor tit der indhentes badedyr med turister på, så Forsvarets dyre SOK-udrykninger undgås. Ifølge Palle Ømark kan dette måske inspirere dem, der lægger de store budgetter . Han har også sæde i Rådet for Større Badesikkerhed og mener, at staten har penge at spare med en frivillig livredder i et tårn hér og dér, men understreger, at han ikke har carte blanche til at pålægge noget. Danmarks Turistråd oplyser at Danmark årligt har 44 mill. turistovernatninger, heraf 15 mill. tyskere i sommerhuse - langt de fleste i kystnære områder. Og så vil nogen nok mene, at kystlivredning er mere vedkommende end umådelige mængder af lurmærkede og klatmalede brochurer på kanten af det kitschede, som af tyskere ikke bruges til stort andet end at pakke regnbueørreder ind i. Udlandet fører an
FEEE - the Foundation for Enviromental Education in Europe - er 18 europæiske lande, der sammen belønner egne badestrande af god standard med Blå Flag. Ordningen støttes af EU-Kommissionen og varetages i Danmark af Friluftsrådet. Friluftsrådets kampagne har i mange kommuner høj status. Det Blå Flag gavner nemlig turismen: “Da kampagnen startede i 1987, uddeltes der i Danmark 31 Blå Flag mod de 265, der nu vajer ved vor 7.000 km kyststrækning med 5.000 km badevand lige til at hoppe i. Badevandsprøver udtages nøje på helt fastlagte dage og tidspunkter, det giver en homogen bedømmelse. En standard,” forklarer Bettina Thomsen, Friluftsrådets Blå Flag-koordinator og kampagneleder. - Vajer det Blå Flag kan badegæster altså trygt hoppe i rent vand, men hvad med sikkerheden? “Blå Flag er EUs blåstempling af kriterier som strandmiljø, -sikkerhed, -aktiviterer, -komfort og -faciliterer. Og gælder det bade-sikkerhed, står det kommunen frit at vælge mellem livreddere og “døde” poster med redningsudstyr - så længe det i tilstrækkeligt omfang varetager strandgæsternes sikkerhed.,” siger Blå Flag-koordinator Bettina Thomsen, der af og til toner rent flag ved at foreslå kystlivreddere på farlige og pænt besøgte strande. - Vil Friluftsrådet gøre noget aktivt for at få kystlivreddere på strandene? “Vi vil ikke kræve, men foreslå. Og på eftersommermøderne, der foregår på en afslappet facon, sker det, at vi foreslår det. Vi har rost Hirtshals og Hjørring, som har ydet både materiel og økonomisk støtte til kystlivredder-beredskabet ved Tornby strand. Men at anbefale fuld livredder-dækning på 5.000 km kyst er at gå for vidt,” markerer kampagnelederen, der dog mener, at når man laver livredning ved farlige strande, er det helt i trit med tendenserne ude i Europa. I adskillige europæiske lande opleves Blå Flag og kystlivreddere, deriblandt: Sverige, Holland, Tyskland, Finland, Frankrig, Grækenland, Irland, Italien, Portugal, Spanien og England. Ser vi på udlandet, kan vi se, hvilken vej udviklingen går. Mange små skridt
Mætningspunktet er langt fra nået, og af kystlivreddere bliver der flere. Blokhus, Saltum, Løkken og Tornby er de fire strande som Kystlivredder Korpset i dag bevogter. Og her stopper det ikke. I kimingen skimtes en opadgående sol, og om atter fem år er korpset med yndest og vokseværk velsagtens større og bredere end man i dag forestiller sig. Stadigvæk hutler det sig frivilligt igennem med god sag for øje: belæsset med livredning, belønnet med ussel mammon og behandlet som almue på kanten af et nyt årtusind. Allerede til næste år står (skriver dec. 1997, red) den på tre nye stationer 250 km syd for det eksisterende, nemlig ved Blåvands Huk. Dog væk fra det dér omstridte område med udsivning af affaldsdepoter og uden Blå Flag. Efter en årrække burde korpset i national udbredelse kunne måle sig med udenlandsk kystlivredning. Også selv om vejen er lang og trang, for man kan knapt presse mere ud af de nuværende menneskelige og materielle ressourcer: Man bliver nødt til at føle sig tilfreds med det udførte redningsarbejde uden døde i de fem sæsoner. Også selv om det niver i sortsynet, at se, at kun en enkelt kystkommune og nabokommunen inde i landet - ud over skurvogne til ophold - har ydet kontanttil-skud. Men skal kystlivredningen bestå, kan vi ikke fortsætte frem med vilkårlige almisser, fonde og sponsorer - noget nyt må snart ske og helst ikke ske ved de-alt-for-mange-små-skridts-metode. Almisser for skams skyld
Argumenterne er overvældende, det drejer sig om at redde liv. Snart må der være en ansvarsfuld og indflydelsesrig person, som kan se, at kravet må være en fast stab af kystlivreddere på de allermest trafikerede badestrande om sommeren. Og at det ikke fortsat rækker med snak, tak og almisser for skams skyld. Indtil videre må Kystlivredder Korpset fortsat gøre det så godt, det kan, så længe det kan, med de få midler der er til rådighed. Man kan så blot håbe, at de næste fem år byder på flere arbejdsomme kræfter, der kan være med til at påvirke mulige financieringskilder, så kystlivredningen bliver en permanent ordning. Det kan alle se. Aalborg, efterår 1997
Nordjyske kystlivreddere siden 1990
Har opereret ved Jammerbugten siden
opstarten i 1993,
modtagere af Livredningsprisen
 |
Copyright © 1990-2005 • Nyhedsmedie for Kystlivredning / Lifeguard Page of Scandinavia, Danish Section, Livredning.DK
