Anmeldelse (6. juni 2001) givet af Søren Schmidt, tidligere kystlivredder i
Nordsjællandske Kystlivredningstjeneste.
Anmeldelse ved Søren Schmidt:
Focus på kystlivredning – Livredning 2000
ISBN 87-983565-7-7
Søren Andkjær – Arnth Nielsen – Torben Laurberg
Lektor A. Nielsen og medforfattere har i år udsendt dette omfangsrige værk
om Livredning på over 300 sider i A4 format, et imponerende arbejde!
Det er dog ikke første gang, Arnth Nielsen er på banen med en bog om
kystlivredning, idet han i 1990 udgav en mindre bog om samme emne. Senere blev
denne bog 1996 suppleret med tillæg. Dog skal den nye bog ikke betragtes som en
ny udgave af Kystlivredning 1990, men som en helt ny og langt mere omfattende
bog, som Arnth Nielsen skriver i sin Indledning til Livredning 2000. Det må man
nok sige! Forfatteren har dækket alle aspekter af emnet! Enkelte afsnit kan
genkendes fra 1990-bogen, hvilket på ingen måde gør bogen ringere, tværtimod.
Her tænkes specielt på kapitel 17 ”Rapporter om virkelige redningsaktioner”,
hvor forfatteren gengiver en række forskellige aktioner fra de nordsjællandske
livredderstrande gennem 25 år. Det er undertegnede godt tilfreds med, men
mener, at forfatterne er for beskedne, hvad angår livredningsaktioner på de
nordjyske strande. En eller to aktioner deroppefra kunne man godt have taget
med!
Bogen er veldisponeret, begyndende med et rids af kystlivredningens
historie i Danmark, hvor redningsvæsenet kort bliver omtalt, herunder de jyske
fiskeres redningsbåde og de landsdækkende redningsstationer, der som i
Tisvildeleje husede en redningsraket.. Stationen eksisterer stadig som bygning
med de karakteristiske dannebrogsflag over kors, men redningsraketten og andet
grej er væk, da stationen som sådan blev nedlagt i 1973.
Kystmorfologi udgør et vigtigt afsnit, for, som forfatteren skriver, bør
kendskab til kysten og badevandet ud for kysten være et meget centralt emne i
uddannelsen af kystlivreddere. Kystmorfologi er også med i
”Uddannelseskompendium for nordsjællandske kystlivreddere”, sat sammen af de
erfarne kystlivreddere, Erik Beck Hansen og Steffen Lund Hansen. Et ajourført
eksemplar er at finde i alle livredderhuse i Nordsjælland. Kompendiet er da
også med på forfatterens omfattende litteraturliste. Livredning 2000’s afsnit
(kap. 26) med regler og tips til kystlivredderen vil jeg gerne med forfatterens
tilladelse kopiere til det nordsjællandske kompendium.
Søren Andkjærs afsnit om ”Livredning og Pædagogik” er et godt indslag og
særdeles relevant i enhver livredningsundervisning.
Det er ”selvklart”, at kapitlerne om drukning og genoplivning må fylde en
væsentlig del i en bog som denne. Her øser forfatteren af den norske
speciallæge, dr. Andreas Skulberg, som i 1987 skrev en stor afhandling om
”Drukning”. Endvidere den amerikanske forsker i drukning, Frank Pia, der har
undersøgt og filmet virkelige drukninger og efterfølgende genoplivninger.
Spændende er også kapitlet om kystlivredning uden for Danmark. ”Har man
sagt kystlivredning, må man i samme åndedrag sige Australien”, siger
forfatteren ”og med verdens flotteste strande”- og med verdens flotteste livreddere, var jeg ved at skrive. I hvert
fald verdens bedst uddannede. Kystlivredder og OL-kaproer Bianca Carstensen skriver i sin artikel ”En
verden til forskel” fra januar 1997 flg.: ”En af de oplevelser, jeg fik med
hjem, var mødet med den australske Surf Life Saving Association. Jeg blev
udstyret med røde bukser, gul trøje og rødgul svømmehætte – og var så pludselig
australsk livredder!”. Bianca Carstensen gik i gang med grunduddannelsen og
opnåede”The Bronze Medal”, det første trin i en meget omfattende og varieret
uddannelse. Den organiserede australske kystlivredning er næste år 100 år
gammel og man påstår, at man i den periode har reddet ca. 350.000 mennesker fra
druknedøden – et fantastisk tal. Lige så mange mennesker, som der bor i Århus!
Og mange andre landes kystlivredningsorganisationer nævnes. Jo, vi kommer vidt
omkring – helt til Singapore Life Saving Society!
Dog savner jeg i bogen en
fortegnelse med kort over kystlivreddere i Danmark. Den store Nyborg Strand,
der fik kystlivreddere for 5-6 år siden nævnes ikke, kystlivredderstrandene i
Køge Bugt Strandpark kun med en linie! Et par navne savnes i stikordsregistret,
der ellers fungerer udmærket, ligesom de mange fine instruktive tegninger og
fotos. Lærerig er bogen i sin helhed. Med den har forfatterne lagt et gulæg! Og
den fortjener vid udbredelse, også ud over idrætshøjskoler og andre steder,
hvor kystlivreddere uddannes. Et stort og grundigt arbejde – der også må kunne
anvendes i vore skandinaviske broderlande. Min kompliment!
Vejby, den 6. juni 2001
Søren Schmidt, tidligere kystlivredder i
Nordsjællandske Kystlivredningstjeneste
Se også udklip fra [Frederiksborg Amts Avis, juli 2001] (716 Kb)
[Læs også anmeldelse af Susan Roulund]
[Læs også anmeldelse fra tidsskriftet IDRÆT I SKOLEN]
Lektørudtalelse (01/27) 2 352 117 2
[klik her]
Fotos fra bogreceptionen d. 7. juni 2001
#1
#2
#3
#4
#5
#6
Bestil bogen
[KLIK HER]
Dansk Svømmebadsteknisk Forening´s boganmeldelse
[Klik her]
FLERE boganmeldelser
[Klik her]
|